Verdens ende nærmer sig

Humoristisk dansk actioneventyr er ude på DVD og Blu-ray den 20. april

Pressemeddelelse

Synopsis
Under optagelserne af et naturprogram i den indonesiske regnskov opdager et engelsk tv-holden meget speciel, hvid blomst, men da de nærmer sig, bliver de skudt og dræbt af den danske eneboer Severin Geertsen (Nikolaj Coster-Waldau). Kort efter sendes den danske kriminal-psykiater Adrian (Nikolaj Lie Kaas) og hans assistent, Beate (Birgitte Hjort Sørensen), til Indonesien for at mentalundersøge den dødsdømte Severin, der ikke alene påstår, at han er 129 år gammel, men også, at det er bladene fra hans blomst, der har holdt ham ung. Det lyder som det pure opspind, men inden der er gået 12 timer, er Adrian, Severin og Beate på vild flugt fra inter-nationale lykkejægere– og den indonesiske hær. Alle jager de blomsten, der kan give evigt liv.

Jensen, Jensen & Kaas: Et solidt team for dansk komedie
”Ved Verdens Ende” er det sidste nye resultat fra dansk films komiske trio, Jensen, Jensen & Kaas. Tomas Villum Jensen, Anders Thomas Jensen og Nikolaj Lie Kaas danner nu filmpar for tredje gang efter den absurde solariekomedie ”Solkongen” (2005) og den flabede satire over den danske filmbranche i ”Sprængfarlig Bombe” (2006). Hver for sig er de tre sjove fyres CV’er dog ikke til at spøge med…

Tomas Villum Jensen medvirkede som skuespiller i en lang række fortrinsvist komedier, inden han besluttede at indtage stolen bag kameraet i stedet. Som skuespiller brød Villum Jensen igennem i Søren Kragh-Jacobsens besættelsesfilm ”Drengene fra Sankt Petri” (1991), og efter flere store dramaroller ramte han plet med en række glansroller i nyere danske komedieklassikere som ”I Kina Spiser De Hunde”, Blinkende Lygter”, ”De Grønne Slagtere” og ”Adams Æbler”. Instruktørkarrieren startede med den Oscarnominerede kortfilm ”Ernst Og Lyset” – i samarbejde med manusforfatter og medinstruktør Anders Thomas Jensen.

Anders Thomas Jensen er som bekendt et særdeles stort navn i dansk film. I kølvandet på Oscarprisen for kortfilmen ”Valgaften” (1998), skrev og instruerede han tre af 00’ernes største danske komedier, ”Blinkende Lygter” (2000), ”De Grønne Slagtere” (2003) og ”Adams Æbler” (2005). Anders Thomas Jensens indsats som manuskriptforfatter har ført til flere af de største danske filmsucceser i nyere tid, bl.a. Susanne Biers film ”Efter Brylluppet” (2006) og ”Brødre” (2004). Sidstnævnte er som bekendt på vej i en amerikansk remake, som Thomas Jensen også har skrevet manus til. Senest har han stået bag manuskriptet til den nylige Oscarvinder ”The New Tenants” (2009), samt Susanne Bier kommende danskesprogede film ”Hævnen”.

Nikolaj Lie Kaas – en af danske films absolut største stjerner pt. – debutterede ligeledes som skuespiller i ”Drengene Fra Sankt Petri”. Det store gennembrud kom med en kompromisløs præstation i Lars von Triers ”Idioterne” (1998). Hovedrollerne i Susanne Biers ”Brødre” (2004), Christoffer Boes ”Reconstruction” (2003) og Tomas Villum Jensens ”Solkongen” (2005) viser tydeligt hvordan Nikolaj Lie Kaas’ talent rækker over både komedie og drama, og alle tænkelige kombinationer af de to. At være søn af den legendariske skuespiller og komiker Preben Kaas, må have affødt visse succeskritierier, men Nikolaj Lie Kaas’ talent har matchet dem bemærkelsesværdigt nemt – som adskillige Bodil- og Robertpriser på kaminhylden kan bevidne.

Overfor Nikolaj Lie Kaas optræder en imponerende række af Danmarks sjoveste i ”Ved Verdens Ende”, bl.a. Nikolaj Coster-Waldau, Nicolas Bro, Peter Schrøder, Søren Pilmark, Ulf Pilgaard og Birthe Neumann, foruden den fortryllende debutant Birgitte Hjort Sørensen, som assistentdullen Beate.

”Ved Verdens Ende” er produceret af M&M Productions v/Tivi Magnusson, Christian Potalivo og Johanne Stryhn Hørby i samarbejde med K5 og New Holland Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut v. 60/40 ordningen, TV2/Denmark, Film Fyn, ZDF, Pacific Film and Television Commission, Screen Australia samt Nordisk Film & TV Fond.